På indre Nørrebro på Blegdamsvej 10 åbnede vi i marts 2025, Blegdammen Galleri & Atelier. Galleri og atelierpladser er på sammenlagt 230 kvadratmeter fordelt på to kælderbutikker.
Atelieret i kælderen til venstre er på 140 kvadratmeter. Her udlejer vi seks atelierpladser med adgang til toilet og spisekøkken. Galleriet i kælderen til højre er på 90 kvadratmeter, som efter renovering skal bruges til galleri samt have to atelierpladser. Medlemmer af atelieret har den fordel, at de har adgang til at udstille og kan afholde kurser og workshops i galleriet.
Ejendommen på fire etager er bygget i 1858 og er dermed et af de ældste huse, der blev bygget ud til blegedammene. Ejendommen huser i dag en mindre, velfungerende andelsboligforening med 15 andele. Der er en dejlig lukket grøn gård alle medlemmer af Blegdammen Galleri & Atelier kan bruge med havemøbler, grill, blomsterkrukker og cykelparkering. På fortovet foran atelieret kan man tage en stol med op, så man kan nyde eftermiddags- og aftensolen.
Vi ligger tæt på søerne og Dronning Louises Bro og på kvarteret omkring Sankt Hans Torv, Elmegade og Guldbergsgade. Der er et stort udvalg af caféer, restauranter, tøj- og specialbutikker, samt Empire biograf. Der er under 100 meter fra atelieret til busstoppestedet for linje 1A ved Sankt Hans Torv. Der er 350 meter fra atelieret til Tagensvej, hvor busstoppestedet ved Rigshospitalet ligger. Herfra kører der adskillige busser mod Nørreport Station.
Atelierpladserne koster mellem 2.000 kroner og 3.500 kroner inklusiv varme og el og der er tre måneders gensidig opsigelsesvarsel. Den første måned er en prøveperiode for begge parter. Er du interesseret i en atelierplads, er du altid velkommen til at komme på besøg. Du kan også blive skrevet op på venteliste til en atelierplads. Send en mail til birke.lene@gmail.com, ring eller send en besked til 51763228.